Kroppens opbygning

Kroppens opbygning

Når du begynder at løbetræne påvirkes store dele af kroppen, og en proces med at tilpasse kroppen til den nye situation starter. Men det er vigtigt at vide at forskellige dele af kroppen tilpasser sig i forskellige tempi.

  • Muskler, herunder hjerte og kar, tilpasser sig i løbet af 2 til 4 uger. Det betyder at du hurtigt vil mærke en positiv effekt af træningen på din krop.
  • Knoglevævet tilpasser sig langsommere over 3 måneder
  • Sener og ledbånd tilpasser sig endnu langsommere, nemlig over 6 til 12 måneder

Derfor er det i en opstartsfase vigtigt at træningen forløber jævnt og stigende. 3 gange løb om ugen er heller ikke tilfældigt valgt. Når man træner kroppen i en idrætsgren, sker der ved hver træningssession en nedbrydning af kroppens væv, så som muskler. Kroppen reagerer ved at genopbygge og styrke det ødelagte væv. Derved opbygges kroppen gradvist. Omvendt betyder en stilstand i træningen at det modsatte sker og kroppen svækkes. Dette kan gå lynhurtigt. Du har måske endda erfaret det hvis du har haft et ben i gips i 2 uger. Musklerne svinder lynhurtigt ind for kroppen har ikke brug for dem.

Løber man tre gange om ugen er der ca. 2 dages restitution mellem hver gang og det er vigtigt. Får man for lidt restitution risikerer man en formnedbrydning i stedet for en formopbygning. Og som begyndere forventer vi en ganske pæn formopbygning.

En anden vigtig grund til de 3 dage/uge er at vi skal komme i bedre form, er at kroppen kun kan tåle en begrænset øget belastning fra træningssession til træningssession. Bliver der for få træningssessioner vil stigningen i belastning blive for stor.

Hvilken betydning har det at jeg dyrker anden sport?

Det er fint. Men du skal være opmærksom på at en times fodbold eller badminton ikke erstatter en times løb, og derfor kun bidrager delvist til din konditionsopbygning. Hjerte/kar systemet har glæde af enhver form for konditionstræning. Men de øvrige muskler, såvel som sener og ledbånd, der skal bruges i de forskellige idrætsgrene er meget forskellige. Dette har ikke den store betydning for toptrænede idrætsfolk men for motionister er dette vigtigt at tage højde for. Derfor kan anden motion ikke erstatte løbetræningen.

Sportsskader

Gamle sportsskader kan godt vækkes til live igen, så vær ekstra opmærksom på kroppens signaler og tal med din træner.

Ingen motion før?

Det betyder ikke så meget hvis du ikke har dyrket nogen form for motion før. Der vil også være et niveau der passer til dig.

Overvægt

Hvis du mener at du er overvægtig, så kan det være en stor belastning for kroppen at gennemføre dette program. Tag kontakt med Louis Philipsen og så tager vi en snak om hvad du kan gøre.